Jens & Kirsten Vestergaard


Jens er født i Nees ved Lemvig som nr. to af tre søskende den 6. Sep. 1935. Forældrene havde en gård, som de solgte da de blev pensioneret. og flyttede derefter til Rudmose ved Spjald. Da Jens's far døde i 1972 flyttede hans mor til Spjald og boede der til hun kom på plejehjemmet Bakkely i Videbæk. Jens' mor er i dag 101 år og følger nogenlunde med i hvad der sker omkring hende. Storebror Johannes er gift med Frida. De har også haft en gård, men bor nu i hus i Skjern by. Lillesøster Karen Marie er gift med Kurt, de har også haft gård, men bor nu i hus i Spjald.


Jens er uddannet diakon fra Diakonhøjskolen i Århus. I 1965 blev Jens gift med Kirsten der er uddannet  sygeplejerske. Kirsten er født i Dybvad i Vendsyssel den 20. april 1939 som den første af en børneflok på seks. Kirstens forældre var husmænd og  havde en lille ejendom.  Inden længe blev hendes far involveret i politik og sad i mange år med i sognerådet.  Kirstens bror Ove er lærer og gift med Maryvonne der er fra Frankrig og også lærer. De har bl.a. været en del år på Grønland.  Bror Knud er revisor og gift med Kirsten som er uddannet sygeplejerske.  De har også boet på Grønland i mange år. Kirstens søster Bente er uddannet advokatsekretær, og har i mange år arbejdet som skolesekretær. Hun er gift med Poul Jørgen der er købmandsuddannet, men som senere skiftede til forsikringsmand. De bor i Frederikshavn. Søster Birgit er gift med Rob der er Englænder, og de har været landmænd. Birgit er uddannet Psykiatrisk sygeplejerske i England. Rob tog for nogle år siden uddannelse som lærer og arbejder nu som sådant. Den yngste Erik blev kun ½ år, han døde af lungebetændelse. Begge Kirstens forældre er døde.   


Vi har tre børn. Britta, den ældste er 38 år gammel og gift med Robert som er præst. De er nu i Tanzania som Dansk Brødre Menigheds Missionærer (se linket til deres hjemmeside). De har 4 dejlige børn: Dorthea Emilie født 21. april 1996, Jens Christian født 29 nov. 1997, Eva Maria født 14. april 2000 og Anna Sofia født 4. juni 2002.


Martin bor i Risskov og er 36 år. Han arbejder som Pædagogmedhjælper og har sit eget lille firma hvor han rådgiver i computer (se også linket til hans hjemmeside). Christian er uddannet som lærer og har været i Bangladesh siden han fik sin lærereksamen. I Bangladesh har han startet en skole for medarbejderbørn ved et hospital LAMB der ligger i det Nordlige Bangladesh (se linket som desværre er på engelsk, da LAMB projektet er Amerikansk). 


Vi har som familie været udsendt af Dansk Santal Mission til Bangladesh 1977-1984, med et hjemmeophold i 1980- 81. I Bangladesh var Jens i med menighedsarbejde og Kirsten i sundhedsarbejde på en moder og barn klinik og også med i spedalskhedsarbejde. Efter hjemkomsten har Jens været i Kirken Korshærs Arbejde indtil sit 67’ år. Ferierne blev en del år brugt til at sejle med Elida, en tremastet skonnert der blev brugt som evangelisations skib og sejlede rundt til danske, østeuropæiske, norske og svenske havne. Pensionsalderen bruges for en stor del i genbrugsarbejdet og inden Britta med familie rejste til Tanzania blev mange skønne timer tilbragt sammen med børnebørnene for både Jens og Kirsten. Kirsten arbejdede på Caritas, et geronto psykiatrisk plejehjem indtil sygdom satte et punktum. Derefter fulgte en årrække som plejefamilie indtil efterlønsalderen. Kirsten sejlede også med Elida i ferierne og det ofte som skibskok. Knipling er for Kirsten en kær fritidsbeskæftigelse og også syning og computer. I vor menighed der er Århus Pinsekirken har vi også fået lov at være i tjeneste på mange måder.