Jens & Kirstens hjemmeside

Kære Venner!

Jeg lovede at skrive når vi var godt ankommet til Bangladesh.

Efter planen skulle vi være rejst men! men! Planerne går ikke altid som vi håber. Det gjorde de heller ikke for os denne gang.
Da vi fik vore vaccinationer for at kunne rejse til Bangladesh blev vi lige tjekket om vi var sunde og raske. Vi fik at vide at Jens havde et lavt blodtryk, men det var ikke ikke alarmerende.
Kun fordi Jens sagde han følte sig træt, og at når han cyklede op ad bakker så kunne det godt sortne for øjnene, blev han sendt til hjerte specialist som først kunne undersøge Jens den 29. august. Da blev det klart at Jens skulle have en pacemaker, han blev indlagt akut samme dag og bare 4 timer efter han var blevet indlagt var den sat ind. Det hele gik så hurtigt, vi næsten ikke fattede hvad der var sket. Vi havde ingen anelse om hvor galt det egentlig stod til med Jens's helbred. Dog anede vi der var noget galt i weekenden før undersøgelsen, men om det var gement træthed ovenpå forberedelserne til fødselsdagen og det med at få alle ting på plads inden afrejsen vidste vi ikke.
Jens spurgte sygeplejersken om det var fordi vi havde planer om at skulle til Bangladesh, det gik så hurtigt. Det sagde hun nej til, men fortalte at det bar fordi der var fare for, at hvis han besvimede og i faldet slog hovedet, så kunne det være livstruende.

Nu er Jens frisk igen og har ligesom fået livet og livsmodet tilbage.

Hvornår vi så kan rejse ved vi ikke helt endnu, men forhåbentligt sidst i denne måned. Der er problemer med forsikringen, de vil ikke lade os rejse, selv om lægerne siger vi godt kan tage af sted når såret er helet op og stingene fjernet. Men nu får vi se, vi vil prøve andre selskaber.

Alt i alt er vi Gud så taknemlig for at vi ikke var kommet af sted inden Jens havde været ved hjertespecialist, for hvad kunne der ikke være sket i Bangladesh?

Vi har fået lov at erfarer at løftet fra Esajas 46 v. 3b og 4 er sandt (”Lige fra fødselen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv. Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå bærer jeg jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære jer og bringe jer i sikkerhed”). Det holder, selv om det gør ondt ikke at kunne komme af sted nu.

Næste gang vi skriver håber vi det bliver fra Bangladesh.

Tak om I vil være med til at bede om vi må komme af sted når lægerne giver grønt lys.
Bed også for Christian som havde haft så travlt med at få en bolig til os, og glædet sig til vi skulle komme.

Kærlig hilsen fra Jens og Kirsten.